Police tilsyneladende smækforkælet træls. Gammel. Styrke antik kvantitet. Er intenst og hoppet op af brødrister som et brød med franskbrød. Det gloende bjerg af en mand med en saxofon. Og en fingre der flakser over og over tangenterne tastaturet er i live i dag. Hvert eneste ord står hvor det står. Sådan er det. Det er der ikke så meget at gøre ved. Man kan godt skrive sevom man ikke har noget på hjerte men det er for mestendedelen ligegyldig snak. Det her skal virkelig røre nogen. Rød, men er bleg kind. Stolpen er hinside glat og kontrolleret. Og dette er yderst farligt, på kanten af en gletscher der flakseromkring som en sommerfulgl i uendelig rus. Og intetsigende so, denne forårsdag er farvet kun af sol, vintergækker og hvorfor ike erantis. Det er jo forårsdag hvorfor så kke skrive om mørk have, hvorfor ikke skrive om lys dag. Det er sol op, sol ned, hver dag rundt og rundt fald ned på orden min ven, træd i grus og stierne vil åbne sig som i en krat og fgentaglse ypperstepræst i umbrella can ou folow me til the end of verdens ende ypperst godt. Intrassant. De fliser der bryder op ad græsplænen kan ikke holde sig tilbage, for de står op som fra de døde de sten er vel dem man træder på, er de ikke. Hvor hurtigt skal det her egentligt gå, skal det gå hurtigere end synapsekløftene i min hjerne formidler følelkser, og fingre er i kontakt med et motrisk nervesystem. Den intetanende vil stå og kigge umotiveret på mine fingre der flakser over fletscherspalten som en uendelig sommerfugl, døddrukken, og danskergrønlænder på grænlands pads i kajak sejler op og ned ad åen, den Christianit der træder ud foran bilen på femte sal, er i virkeligheden den du savnede så længe. Intolerent og ekstravagant og ikke til at styre å fem tønder land han falder jo baglæns med uret i snestorm og slud skal posten ud? Det tror jeg ikke den står op hver dag og hvælver sig som himlen over de små små tændstikkemænd, der alle har deres tændstikkeproblemer, som en tandpine, tandstikker, i kødet og op langs med gummen, kan der krybe bittesmå bakterier, næten ikke til at se, men alligevel er de der, tilstede som ingen anden, f.eks. ham grønlænderen, han kan ikke huske hvorvidt han har drukket en giraf eller en elefant.og alligevel er han beruset som en sommerfugl der drømmer, at den er en grønlænder, som en sommerfugl der drømmer, at den er hoc hi minh. Der går angs med den kinesiske mur på pagajen sidder der et stykke sælkød, tørret fisk, de graver fugle ned i fler måneder for at grave dem op igen og spise dem. Et digt kan vel ikke opstå som resultat af en skriveØVELSE, det må være der inden og da siden opstå af sig selv. Det skal ikke kommer ud ad noget tvungent. Dette er blot en forberedelse til det egentlige digt, derfor er dette ikke ligegyldigt. Det starter jo synapseaktiviteten, og sørger for at fingermusklerne er i form til at følge med, hvis det en dag skulle gå løs. Og så kan man ellers sidde indenfor og vente, på at det øjebik kommer, mens ale dem fra klassen under en sidder i solen og drikker øl i det milde forår. Det skal sgu da være røvløgn. En digter kan vel for fanden også godt nyde livet. Al mening er tilstede ige her, og her og her igen er den ikke hkan du ikke få noget ud ad det. Nu går jeg ud i solen. For jeg vil ikke finde mig i det mere. Jeg vil krafteddermame ikke finde mig i at sidde herinde mere.
Solstrålen
Som en vissen frugt
Palme i blomsterbutikken
falder ud i forårssolen.
Som stjerneklare natter, kan jeg faktisk godt forstå
Når de ønsker brøndene ad helvede til.
I
Igen er vinen igen er maden
På bordet. Igen er den gode
Flaske åbnet, og det strømmer ud
På gulvet. Og alle gæsterne
Træder varsomt
Mellem tallerkner
Og danser kinddans
På kanten af glassene.
II
Han hiver dugen væk
Tryllekunstneren
Og ingen bemærker det.
Han hiver dugen væk
Under alle glassene og
Tallerkenerne.
III
Ja, der sidder de så
På deres pladser
Og venter på hovedretten
Der kommer ind på
Glohede tallerkener
Det være sig kalv, unghane, eller noget andet.
De er alle sammen mellemmætte
Af forretten. På vej mod
En
Under bordet.
I
Soltæppe grøntgrønt græs
I år er foråret tidligt ude
I
8a( aajeg malal )
aantonius)
amalakit impetrator
strånegl
slipkao g
Ii
Tts tt s tts tt s
Tits tit s tits tit s
Tities tities tit tities
lii oi1
iiI liol
oi1 oil
oi1 OIL
0il1 1lI00
Oil1 I =
10010110oii01llIlLil1lliL1ll1l=il1i0l
Iii
Qr+I qqr+I `= qqro 3or ro
iv
Om morgenen står jeg op og vasker mit hår, og om
eftermiddagen står jeg på hovedet, og når
det bliver aften er det så småt begyndt at dryppe
i tagskægget.
v
afstedkommet af en hyppig nedtælling fra en og mod uendelig
opstår skismatisk stop i opstødsstud stop timianfrugten falder på plads
i sit palads. På dagens hældning blomstrer violer i krattet mellem de nedfaldne figner.
Her er det lidt koldere på den årstid hvor ikke kun jorden, men skyggerne hælder
Mod hovedet i tryk. Den længde dagen har er passende, lige lidt længere
end da det var vinter og kort for øjet. Ingen komplikationer er nødvendige
længere er den ikke, og dog, er den så lang som et blomstrende frø kan skrive sig
udover linjekonvallen, den blomst, den kant er sart i Sartie, men ikke som;
liljekonval liljekonval lijekonval linjekonval, men som i: du ved nok jeg er ham der.
Jeg er god til de lidt længere linjer der alligevel varer lidt længere, for så er årstiden
Kommet. Stop stop her stop ikke længere. På et tidspunkt finder man klangen, og derfra kan man
Så arbejde med længere fraseforståelse. Det er det jeg må være mig bevidst, hvor er jeg
Hvor vil jeg hen. Det skal være lidt længere endnu. Dd ee ii ff 00.,.,eekkqq
Ag9g+ den ængstelse der falder sammen som en kage når du ikke længere
Står tilbage, den følelse af at rime på linjesammenbruddet som i et stenbrud
Hvor tunge maskiner hamrer jern mod sten, men tonstungt er mest et andet,
Mere ufravigeligt sammenstød, nemlig mellem. Er et sammenstød mellem
Ja mellem, det er lige der. Mellemstor. Bh-stjålet i S&M jeg kan godt lide de
Folk der bytter om på bogstaverne, så ting får helt nye mening, som i forskellige
Regioner, hvor man ikke forstår hinanden. Sådan er kunst, sådan er vi indrettet
Som mennesker. Det er ikke muligt at sige, hvad de andre har tænkt med det som
De har skrevet, men man kan jo prøve at spørge dem ad. De er ikke så svære at
Få fat i, hverken hinanden eller hnandne er ikke her. DE porcelænt på dugen
Mønstret, håndmalet. Ikke SANDT.
II
Jeg falder ud som en roslende udover det er ii jeg må ikke snne snart jeg juventusbrødrene er imodvind snude som på ostinat patria imergense ladd drippedrap op kan du snor oppp eo g i men s jeg ligger på ryggen sder op i en himmel der er så oo så åben. Ingenting tænke. Som på ryggen på græs kan flyverstirbe langsomt ses forstås baglæns som på kanten af en helt anden himmewl himmw hiemmewwll. Jeg kan nu engang besdst lide atne gio,.. jeg iii
Oajfj ekiigooejgopopåokjeojjpæsk akgojeogpgkakeogkæaodjogkje kaofjåeojæljg ikpaæg aegjp
Ienfiengiapøtdhkøsgk
Gikrogjro¨gowppoopgpowjg
Hus dør mttåtte. Ingenting. Ejg e+´+fgi g¨pøåpepåpgog påå oplader popladdarer inggenntiinng-. Snor matihas iannna. Juventus jolle
Jejjg
III
Konstrueret træhytte i cdertræ lad den stå og vippe på kanten
Ned til afgrundens rand, jeg er længere ude på morgente end nogen
Anden har været det på syre. Påskøn dente, den the, the the. Jeg
Slikke langsomt morgengrå luft ind ad mine tentikler. Og lader
Som om jeg ikke kan nå at følge med. De skal sku være lige det stykke længere
I
Ting spejler sig i hinanden, bogstaveligt talt, én mønt spejler sig i pengekassen.
En stol spejler sig i bordfladen. Og et spejl spejler sig i et andet spejl. Tingene
Der omgiver os, store som små kan spejle hinanden, i det deres lysfrekvenser,
Der endnu intet har at lave. Langsomt udråber kongen til slave. Se dig om
Og få en gave, nutiden er fanget i en kolibri, soppebassinet er ledigt og fri
Mig for al den tomme snak om børn der spejler sig i vandoverfaden, nøgne
Og ingenting kan forhindre børn i at lege med hinanden, jeg har set noget
Voldsomt og brutalt i skolegården forleden dag, en dreng ville kaste en tennisbold
Til en anden dreng, men en tredje dreng løb ind imellem, og bolden ramte drengen
Med stor kraft, på munden. Han gik over i et hjørne og græd men ingen anden
End jeg så ham. Jeg gik hen til ham, men han havde ikke så meget brug for at blive trøstet
Som at stå og sunde sig lid. Sådan er børn. Senere så jeg en lille pige falde og slå hånden.
Hun græd også, men der var en anden dreng der så det og sagde til hende, at det
Ikke ville vare så længe, så gjorde det ikke ondt længere.
II
Det flow man kommer ind i, hvor man glemmer hvad man har skrevet
I toppen af digtet, eller bare på linjen ovenfor, den retning nedad og ud
Som skal til for, at man kan glemme sig selv rigtigt. Det flow er jeg lige
Nu p vej ind i, alting er en kvalitativ enhed af væsensforskellig kvantitet
Og imens jeg pulserer lidt på en kvidrende cigar kan jeg spørge mig selv
Om hvor digtet skal hen, hvis ikke da ned og ud. Det skal gerne ind
Til bunds synke i aflejringer langs med flodbredden, den svinging floden
Gør sig, hedder vist nok noget med neanderbuer. Sådan også bundfald
Og sku da også wittgenstein snakker om floden, den som man kan se
Er den samme, fordi man kun kan se i tid der strækker sig meget kort.
Selve flodlejet ændrer sig, i takt med, at man skriver. Det må være det
Jeg vil nå frem til her, i denne tekst, der åbenbarer sig for mig, som
Klips der bliver skudt igennem papiret. På den måde finder man sig selv, ved at
overskride. Noget man en gang er nået frem til, denne barriere må overvindes
den skal ikke begrænse sig, den skal flyde frit som en vindende sejrherre i blodrus
kaste sig ud fra en flyver med faldskærm, åbne ild mod himlen i juninatten
og drikke ud ad kanden, vinen skal flyde ned ad mit bryst,
I
Kun klædt i sort, mere mere mere. I nat skal det stå
blodbrylluppet, som snart overser rådhusklokkernes bimlen
op langs husmurene som en lille kat i skygge, fra de lange skygger
er jeg i læ, er vinden i mit ansigt som tusind knives hugtænder. På langs
flækket på langs, denne underlige fornemmelse i tæerne, der ikke længere
tilfører mig
kan jeg umærkeligt synes at den længste tid der går, er den, fra man står op, til man går i seng
længere tidsrum, eller længere rum, findes ikke. Hvad er længde af linjer
hvad er linjekonvallens duft i nyslået skær, som poplen i maj måned,
hvordan ser den ud på den dag, hvor vi går igennem kirkegården
med hinanden i hænderne, dødeligt blege, men smilende til den
strålende sol, der briser gennem håret, vinden er med os og imod os.
II
Jeg ønsker så inderligt, denne ungdommens rus, aldrig vil ophøre.
Tiden går min kære, skal vi se et år til forsvinde mellem tidlig og sen.
Endnu et år ud af tusind, der højlydt lover os; ingen verdens ting.
Det er lang tid, et år, man kan nå at ændre sig meget på et år.
Alting der ikke længere står oprejst i os, er faldet og ligger
som modløse bær over stier, der ryster hinanden i hænderne.
Det møde vi er vidne til, mellem tier og træer, bær og gravsten.
III
Hvert enkelt skridt langs med cyrenhækkens længde
i skygge er et skridt fuld af vemod. Den tid der er gået
har foreslået end anden verden at åbne sig op.
Hvorfor ikke forstå det, nu vi er midt i det, og tage stilling på andre præmisser.
Der er ingen der kan vælge for os, men trapperne er stejle,
gelænderet er rusten. Kirkegården lukker sit land bag os
og overlader os til et landskab af biler, kaos og kultrafik.
IV
Den karrusel, hver dag er jeg ikke i tvivl om vårens
Snarlige komme. I takt med at dagene går fra:
Grå grå grå, blå grå grå, blå blå grå
Må vi håbe, at i morgen bliver
Blå
I overmorgen bliver
Blå
Og dagen derpå bliver
Blå.
V
Og dog kan jeg, om end jeg forsøger at overgive mig,
ikke undgå at mærke en ændring i verden omkring os.
Det er som om hver enkel blomst der springer ud
ikke springer ud for os, men for en anden konstellation.
Så kynisk må man forsøgsvis være, for at kunne sige noget
om der hvor man er. Tror du min kære, på vårenes fortsatte
udbrud. De vågne nætter på langs af døgnet, der ikke bruges
på andet end tom gråd, hvad skal de til for. Vi må forlade
hinanden, eller blive sammen for altid. Og jeg hælder mest
til det første.
Hvor uærligt disse sidste fire vers. Hvor uforstående,
stillet overfor noget så rent, og så let at forstå.
Den gråd, den tåre, må falde, må trille ned ad kinden
og rulle ned ad brystkassen, der skælver som et bjerg
under en lavine, for at noget kan vokse.
I
Træsnitsflettet tænder som gas
og ligger sig over avisen –
den stumme engel kender sin plads,
er indelukket i isen.
Sent, kan flagrende gas brænde langsomt,
rent som smør og sne
og træde på sommersko noget så varsomt
og ved at det godt må ske.
II
Ja, der er noget om snakken;
sommerhusgæsterne bader
og får en forbrænding i nakken.
i sandet der kan man købe is
fra et køretøj med larvefødder
der sætter spor på strandens avis
mens den strålende sol den gløder.
Når sommeren er på sit højeste
Kan børnene lege med plastic-
møller og si vandet gennem et øje, se
sandet løber
ned i en bunke.
III
På toppen af en bakke med drys på
der sidder en gammel mand
og ryger en pibe med skrå ryg,
Han siger så mangt og så meget
og øjet er gråt
som et køligt glas vand
og han siger: - Din sommer er fløjet.
- Se nu sommeren blomstre
for det som er fløjet af sted
med vinden i tusinde somre
for bladene blæser jo med.
Han har siddet der længe
og kigget på fårene
der går hist i vænge,
og mindet sig årene.
I
jeg jeg nu jeg jeg er jeg ikke må op til imens den driver som skrivende stub i opsasa i nutid imens jeg drikker et glas vand og fanger intet jeg mantra
I
Hhouhh fvfvfvffvvfvfvfvfvfvfvvvvfvfvfvfffvfvfvfvfvfvfnfnfnfnnvnfnvnfvnvnvfn
I
Det lillebitte øje står fanget som i skribentens egen hat.
Der er ikke så langt igen, og en skum af sprøjt står op fra et øje
I natten der langsomt lukker sin krop om et glinsende hus
I en skumring der tvivler i natten for midt i manien er kildne æg rådne
Og knasterne knager i skibenes bov
Mit hår vokser og skægget stritter ud til alle sider
I en vildrede som fugleknude på æg balancerer
En tåspidset ballerina
En blytung lanterne vajer i vinden i venden
Drejer skibet tungt i natten ovre på den anden side
Af sundet; gyldne huse i skibsbryggerens husvogn
Kan tåle mange træls økseflæk og finurlige voksende
Sider der knytter an og ligger til kaj
I skiver af glas stablet ovenpå hinanden
I langsomme sekvenser kommer dagene tungt igen
Igennem uvejret
Er snedriverne tomme som alskens æsker
Indespærret i en bleg dag er jollen strandet på grusgravens bund
I trapetzet kan alting vokse ok springe ud fra en vippe
Der graver sit hul ned i knogler
Og graver sit kød ud ad bjergsiden, den ende, den slutning
Er ikke ønskværdig, der er intet som tyskere i militærtøj, med
Lange frakker, med lange maskingeværssalver
I et evigt flaksende bovspryd
Drej vind, drej nordøstenvind
Vendt mod nordøst i vindenes hus som stormvejr
Et stilleben med skibe i en frugtskål og
Lag på lag, som en lagkage, med bananskiver, marmelade
Frugtsyltetøj, flødeskum
Er isoleret fra resten, ved et lag glasur.
De modne jordbær på marken, står uplukkede hen
Så kragerne kan læne sig op mod vinden
Og sukke igen.
II
På den igen som hesten der skal til at springe over en grav.
I trin der ku udføres langsomt af dansende par på et gulv der er bonet
Så glat så man sagtens kan glide henover det,
iler jeg hen til den modsatte bænkerække
hvor hun sidder ned og venter
med rulleskøjter.
Diskokuglen er utvivlsomt større end en globus
og kaster røde prikker ud på væggene i lokalet.
III
Snedigt påfund det med søvnen
Jeg kan tænke mig hvordan det vil føles at sove
I en hængekøje på toppen af en udslukt vulkan.
Men her i mit værelse, er sengen det eneste
Der kan og vil vælte en mand overbord.
En kølhaling under dynen
En sommerfugl i fri spring. I min langsomme vækst
Blokerer jeg ofte mig selv, så cykelhjulet ikke
Kan køre frit som et legeme falder i et vakum
Uden gnidningsmodstand altså
Lige så hurtigt en fjer som en kugle
Det nedslag i bunden af det lufttætte rum kan vel ligne de lange aftener vi brugte sammen
Jeg længes mod modstand i et tomt univers
Hvor alting blot afkaster en skygge af et lys
Og er gennemsigtigt farvede
Af glas der er rødligt
Og alting er faktisk grønglødende
Og mørkesort i snuptag over fanfarer
Der blæser for fuld trut i motorbåd
Kan du ikke huske dengang i migræne, hvor mit hoved gjorde ondt
Og vi svømmede langs med bådens side, hvad hedder de nu
De må fisk der nipper til dine fingre, hvis du holder den frem med et stykke brød
Min far tabte sin snorkel, og dykkede op til flere meter uden nogen form for ilt, for at få den op igen
Og ja, der var tang og koraler, men ingen delfiner
I nat vil jeg drømme om ymerdrys på dynen
og ydermere om intensiteten ved et hjælpeløst staffeli
IV
Op til C, dvs. halvtreds
Der er lang vej endnu
Jeg gider faktisk ikke
Så kort kan det gøres og så ligegyldigt gnidningsfrit
Imens tår tiften lige ud i luften og nålen er en gramofon der gennemtrænger pungen
Og samtidig smadrer solen klumpfisk i danmarks akvarium
Og rumskibet er i kredsløb som blind satellit i forgrening
Jeg kan flyer rundt om mig selv i arrig
Ophidsethed, men aldrig fortære mig selv som et stykke åbent metal der intet aner
Og ikke fanger en sommerfugl på kanten af spidsen
I nat er det utidigheden der fletter os samme og sletter
Tralala
Jeg drømte om noget anderledes
Du kan ikke fange mig
Jeg dykker ned til bunden i optur
Juventusbrøderende
De kan jo ikke forklare noget som helst SNI
Ij a
V
Endelig opnåede jeg den perfekte længde på linjen
I kunsthstoien snakker man om udvikling fra kaos
Til orden og fra orden til kaos. Denne vekselvirkning
Kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke længes mod nat
Eller dag
I morgen som i
Jeg husker at du nævnte et havebord og en flaske
Der slebet ned til en blød ug kun kunne drikke sig selv som ét sugerør
I musvågevågen og monsteret under min seng, det er der i nat drømmer jeg ikke længere om skisportssteder
Nu nu
Nrp oeggeogogo
En drøm er for længst ophørt med at ekstistere sammen med samtidig kalden utterslev mose uha, jeg er så tør nu som dråber fra halvejs
I midten af sommerdalen
I mit syn er der pleter om farves af hinanden, den hinde falder i søvn, og jeg skriver med lukkede øjne.
I
Nu kommer det op fra under dynen dio
Mitri kneppelsbrog, god til snothjul nq i nu
Og arer somlænge snue
Could always want some tencdency
I
Oven vande ikke roligt grønt bjergkrat hundehvalp alabastet gnidning øjets jamen biting onani rødlig grøn
O ost white horse grey racoon å ost and egern gren rødgran hjælpeløs
Antallet optræder syv whenever he goes ål amok grå hund
Arepo popdreng osteklokke gokkehjern egern gren postej ost jeg
For tålmodigt afstår urværket intet ydre råd
Alle over en bestemt alder påtvinges onde gerninger når alle andre dog også gør jumparounds angår påtvingelsen da også jer gunslingers amnsti årlig dårlig onkel jamen gråd well lidt rest resterende brød rombe påfugl og flaksende årti og århundrede angrer gråd ved uld zink nå vognstang olding på speed nu grøn nu
Så punch what’s all under omeletten går bankdirektøren adskillige æresrunder snyder oppe i hvedekammeret blålyset vedbendet lirumlarum binyrebetændelsen nok kan baduljen aks jo derved få længere knopper bulen ned nær ærterne bibringer lyde jævnfør automatisk nævneværdig fælden ækvivalent benzin volumen litermål kage nytårsaften allesammen beundrer bålet i omkredsen ved indersiden bugner nye grundsten bagved insisterer lette vesikler angående punch er ordenen ret hujende jul nu der så ung gab vat ål sand trappe rimbaud noise ostrich inhale hefteklemme springkniv drøbel lang ben gaden henad årskiftet på alle ens hjørner nul langs københavn her puré bambus underlig x-factor imens hjernen punkterer flår brint helium to oxygen årsskifte jernhesten blå gnidningsmodstanden find oliekanden hjulet gearene er rustne og årvågen jubilæum håndmalet nipsgenstand indgår ganske åndrigt og avanceret de blå hår adjektiv ålborgenser til polterabend om jigsaw hus minkgrå stjerne åben i brand bommert bjergning zulu åg drypsten rammer hjernevækst ¨ åretag en juli måned har passende styrke hos soppebassinet plus otte hjemmevante gård hunde nilfisk adspurgte drenge piger og gæs nu pisser olsen blåt blod den utæt orkide xylophon vaders apropo porno og roser nej poser og dildoer stænger umbraconøgle omsluttende hårfin balance rapsodi årsmøde op på bjerget inger dagmar asta åh oh åh pluralis nominativ ask people intelligent bread dinosaur ålekiste hovedpude oksefars atombombe der pibler i bregner dripler årligt betændt og årvågent naivt alskens partygrej indgår både dag årti og ganske anakronistisk den ordentlige breddegrad gad åndrig opstyltet
Jakke som står og faldet med inmaneti og klokkn en mnn som stå o go ii så længe der er hajer og hejseværk det kan ikke lade sig gøre. Bittesmå pletter i marinade.
I
Går bankdirektøren adskillige æresrunder,
nok kan baduljen aks jo derved få længere knopper.
Angående punch er ordenen ret hujende jul,
imens hjernen punkterer flår brint oxygen
Find oliekanden frem, hjulet, gearene er rustne;
indgår ganske åndrigt og avanceret.
Åretag en juli måned soppebassinet plus otte,
op på bjerget Inger
Dagmar Asta, åh oh åh
der pibler i bregner dripler årligt betændt og årvågent
Det genererer sig selv, det står oprejst som et træ
Der står lænet op ad væggen. Den cirkel der er rundt
om en streg er en omkredsning af det væsentlige
men mellemrummet mellem stregen og cirkelbuen
er ikke uvæsentlig, og skrift er ikke streg eller cirkel
men imellem. Jeg kan huske engang da jeg tog mig selv
i at drømme om det, jeg ikke kunne få. Det var ikke til at sige
hvem det drejede sig om, men det faldt mig helt naturligt, og en
overvejelse værd er det vel, at jeg ikke gjorde, som jeg bød mig selv.
Og at vokse med opgaven vil sige dette: det er ikke til at vide hvem den næste bliver.
Eller hvordan den næste tid bliver. Eller hvor man befinder sig om et vist antal år
Eller hvordan og hvorledes, når tiden den går, er det længslen efter det fremmede selv
Der driver dig langs med den fossende elv, og et jordskælv kan knække det stærkeste træ
Og en bølge den breder sig til alle sider, en omkredsning af det væsentlige og en
Forlængelse af det uvæsentlige. Det er til stadighed det
der står.
Sproget flækker som en brændeknude under vægten fra øksehovedets æg
og kroppen slynger armene nedad, mod blokken hvor dumpe hak markerer sig
i træet, de hak i huggeblokkens mønster af årringe kan tegnes op med kridt
og farves rødt med maling.
Essay
Der er en række ting, som jeg ikke har formuleret for mig selv, men som jeg egentligt godt ved. Dette essay er del i den proces det er, at blive sig bevidst som et voksent menneske. Mange af de refleksioner jeg gør mig i min hverdag bundfælder sig ikke i mig, fordi jeg ikke får udtrykt det til min omverden. Jeg kan i det mindste udtrykke det for mig selv her. Dette essay, som jeg vælger at kalde det, skal være rummeligt, og måske afspejle en del af den måde jeg ser en sammenhæng mellem tingene, uden dog nødvendigvis selv at være stramt sammenhængene i sin struktur. Lad mig dermed starte med at nedfælde, at jeg i dag blev bevidst om, at en af forskellene mellem menneske og dyr ligger i menneskets evne til empati. Den menneskelige dybde, som jeg ofte søger efter i mig selv i det jeg føler en stærk tiltrækning til noget dybt og ”sandt”, opstår og udveksles mellem mennesker i evnen til, at føle empati med det andet menneske. Et meget centralt spørgsmål er, om denne dybde eller bevidsthed omkring det indre liv som menneske, kan opnås uden kontakt med andre mennesker, eller med andre ord, om denne selvrefleksion opstår inde i mennesket, eller imellem mennesker. Små børn begynder på et tidspunkt at anvende imperativformen deklarativ, hvis sproglige funktion er, at gøre et medmenneske opmærksom på, at man har registreret noget i sin omverden. Da jeg var yngre skrev jeg en dansk stil, hvor jeg stillede spørgsmålstegn ved, i hvilken udstrækning vi kan være sikre på, at der rent faktisk foregår en bevidsthedsproces i andre mennesker, eller hvorvidt andre mennesker overhovedet eksisterer. Dette svarer til den filosofiske iagttagelse, at man ikke kan iagttage hours sit eget jeg, og at det dog eksisterer. Den antagelse, at andre mennesker ikke eksisterer fører i yderste konsekvens til antagelsen, at jeg ikke selv eksisterer, fordi jeg på samme måde som jeg ikke kan iagttage andre menneskers jeg, ikke kan iagttage mit eget jeg. Det er en af grundene til, at jeg skriver dette essay, for at ændre på nogle af de vaneforestillinger, som jeg har inkorporeret i salt and vegetables min forståelse af verden, som f.eks. tvivlen om hvorvidt der foregår noget der svarer til det der foregår i mig i andre mennesker. En anden erkendelse jeg gjorde mig som yngre var den judge people frygt jeg nærer for, at der altid vil være noget inden i mig, som jeg ikke kan dele med andre mennesker. Denne opfattelse har jeg siden fået rykket ved, idet jeg har lært, Tronfølger at det at bekende and to those words, what meaning attached afterall sig til et andet menneske til bunds, dvs. bekende alting, ikke er en afgørende nødvendighed for, at man kan have det godt sammen. Det gør det på en måde lettere at bekende ting til andre mennesker ikat hiooppe ned iktekseten et tilfældigt sted og brede sig osm en virus.. ke at nære en frygt for, at man aldrig vil kunne bekende til bunds. Det er vel også i bund og grund fejhed og angsten for den situation der ville Blue and Silver opstå, hvis man virkelig bekendte sig til et andet menneske der gør at jeg holder mig tilbage. Og spørgsmålet må da igen blive, om man kan bekende alting til et andet menneske, og om dette vil gøre en lykkeligere, eller dybere eller sandere. Når jeg ser et andet menneske, kan jeg kun gætte på hvad der foregår inde i det. Dette er en syg tanke, netop fordi sproget gør os i stand til, at kommunikere på et dybere plan, og dette er en stor gave. Men sproget er begrænset til sin kontekst, og man kan ikke bekende alt til alle, sådan er det. Man må fordele sine bekendelser på mennesker, fordi bekendelsen i virkeligheden påtvinger den anden et vist ansvar og en vis tyngde. På den anden side letter det også at bekende sig, og hvis bekendelsen sker gensidigt kan det virke lettende for begge parter. Jeg bekender for mig selv, at jeg spiller pinball på computeren fordi jeg føler mig ensom, og at jeg ikke har nogen jeg kan henvende mig til. Men jeg vil huske på, at jeg havde en aftale med Katrine, og at jeg tidligere lavede noget med Jens. Jeg tror at den refleksion jeg ligger for dagen okay det får alt sammen lov til at komme med.nogle gange spænder ben for mig, fordi jeg bliver mig selv bevidst i sociale situationer, hvor jeg hellere skulle være ubevidst. Men det er jo en idealiseret forestilling om det gode menneske, som jeg i virkeligheden ikke selv tror på. Jeg tror nærmere, at den der bevidst ikke er reflekteret er selvfornægtende. Land by pige, dreng pige fysik/kemi, spil kampsport. georgien gedser gunner gunhild, graham bell go norge nivå. niels nelly natriumcholrid, nummerletters estland estrup. emil else einstein ettagfat køkkenbord, holland heinolahans hilda tøj + sko. Botanik Gamacher Gødning Nissehue, Natøje E Hindbærkrat Hat Amme Agern Julemandskostume juletræ helium Høvdingebold Amerika allingåbro Anders Astrid Aluminium Aikido Jamaica Jersie Job Johanne Jooo JOLLESEJLADS Det skal dog siges, at man letter tilværelsen for en masse mennesker på den måde. Og det er meget værd. Jeg tænker her primært på min far. Den deklarative talehandlings primære hensigt er at oprette en fælles forståelse af en given oplevelse, og at oprette en fælles bevidsthed omkring et givent fænomen. ”Se månen” er at sammenligne med at elske i Kierkegaardsk forstand, i det vi forudsætter, at den anden kan se månen, og altså forholder sig til verden, som vi selv gør altså at vi forstår den vi henvender os til som menneske. Der er en sammenhæng mellem at udtrykke følelser, og udtrykke oplevelsen af verden, netop fordi man forsøger at oprette et fællesskab med det tiltalte menneske. Alle mennesker er i besiddelse af empati, de som formår at koble den empatiske oplevelse til hukommelsen, og altså husker hvordan medmennesker har haft det i en periode, kan også potentielt opnå større nærhed, fordi de anerkender menneskets udvikling. Et er at anerkende et andet menneske som menneske, et andet, at det er i stand til at udvikle sig. Eller er det i virkeligheden indbefattet i det, at være menneske. Jeg tænker her over, hvordan man bør behandle andre mennesker. Og det er da netop som mennesker.
Jeg er et dejligt sted, slagbetonet, bjergkløft
Med yndige blomster søjlegang, skridttæller
og tusinde træer der betydning, sanskrit
står i grønne stillinger. Afstand, berylium
Mit hjerte slår højt, og hundredemeterskoven
Inden længe ventede fangarme, vaders
Tronfølger vil tage tronen bygningsværk, konstruk-
Er jeg forsvundet i en tion. Altid parat til
Blå kaskade af vand. Langemüller, mus
En dragemaske fortæres et sted, hippopotamus
Rød gul og blå; langstrakt, armlængde
På afsatsen af en klippe ligesom, ærme
Hvor verden står stille. Ja ja, det går nok
Og på sigt forvandlet til et bjergmassiv der langer ud efter et hittepåsomt sted med yderst sjældne konsekvenser. Jeg kan ligge på lur i hovedbunden og lade farvandet kaste et gråt lys over stråhatten. Mit tæppe er for længst gennemvædet af duggen fra græsset. For længst altid i ufiaf. Imens kan kasted ogbåndoptager ydmer. Iamng geiglaogl. Jeg kan klappe i en kanonder langsomet er på vej ogtil en flaske, det er i en træsnitsske, og hvorfor er der ens sådan afstand til femhundrede, femhundrede mine damerog herrer. Hvem byder femhundrede? Dette fantastiske maleri er snittet i ymer af den farlige Tribienigna. Hvis ikke de kaster i grams er der en chance for, at de forsvinder. Måske kan jeg klone en tallerken? Og altid blive ved med at lange ting over disken til en farlig påstyr, tastarut. LANG cirut. I min længe ventede o o st, kk log osv. Logartimefunktion i monsterdragt. Og man kunne jo sådan set også lægge alle sine stile ind i dette dokument. vvvvvooooooovvvv vvvvvvooooovvvvv vvvvvvoooovvvvv
det var meningen at jeg ville stirre på et mosaikmønster, jeghar altid været dybt fascineret af mosaikmønstre, de gentagede bevægelser, og baredetovervældende ved at se op mod et loft der har tage flere årtier at udsmykke. Istanbul f.eks. Bismillahirahmanirrahim. Deter på galleri overgaden på christianshavn. Med sådan er det lang tid at finde på noget nyt er jo sjovere end bare at lade et system udføre det man laver, en nødvendighed, en utility. Måske kan man prøve at skrive om noget andet end et at man skriver, det er bare så forbandet svært atglemme, mens man faktisk sidder og gør det. Nu skriver jeg lige om noget andet. Jeg er sulten. Jeg skulle have været i skole nu og færdiggøre det jeg var i gang med derovre,men jeg sidder altså her. Ok det går bare ikke vel, vand, to flasker vand. Motion, porcelænsfad, de vil sku nok ikke have det. Ingenting, jeg er sulten, og skal snart spise noget god morgenmad, jeg køber rugbræd, og jeg har nget appelsinmarmelade ovre på skolen, så kan jeg jo. Okay, I have to write in english. I have got som orange marmelade in the fridge of the school. They would probably want to know what I’ve been doing, orwhat I’ve been working with over the last few weeks. En . e r _ ke_ e -. Who’s line is it anyway? Intermistic transmission in flammable, sometimes forgetting, this is young on mission for. I claim something, this is anyway, I know something of moral philosophy, all though I don’t find it very interesting. Intolerable. I have to go and pick up Virginia Woolfes “To the Lighthouse”. I have reserved it at the library, but in a format where you can listen to it. I want to listen to as many words as possible. I’ve stopped listening to music (or I have an idea, that I want to stop listening to music), so that my ears will get used to the sound of words instead of that of tonal activity (or noises in general), all though there is no clear distinction to be made between a word, and a noise. Right now I got the idea to make poetry with non-vocal sounds, so that you find a sond that sounds like s, for instance a waterboiler, and then you cut out the mostpart of that sound, and put it together with an o-sound, so you have the word so. In this wayyou would be able to have something that would be understood as words, or would be possible to understand as words, all though there where no voice involved. What would that mean, in what sense would that word have a meaning? Fart som et skrivestyrt, ingen alarm og de afsættet: swimming-pool og altid ud som ornamentik I moske den ldretteda haleben til hårhvirvel og de kan nokså folde søjlse længe ønske det var et andet eksistensberettiget værested men langsommer end lobbyen eller den langsomme bjergkrystal fanget på en tåspids. Sådan kan det også siget, og hvs frugten hænger I miden af byen er porten lukket alligevel, et hævet øje. Og da den stod stille oplevede han en transcendentalitet, en følelse af at være to steder på samme tid. Jeg vil godt derhen, jeg har spist. Pianist implementerer flydende asyl, hvis givet står stille, er landanden fanget på nyudsoprungne og så langt som di kan ikke I ja og savner de der øjeblikke, ja glemt at ringe, nek og husk nu hold fast. Det minsandten for længst I alle steder hjerte banker, at steder det sammee som alle andre, kan folde sig ud og lave spaniers røvhul hvis man keder sig, og ja de er smilende, men jeg er faldet og på I hvis de godt kan lade den stå. Og må man i mens jeg er på flagskib og kalde trold frem, du kan jo lukke døren onogle bøger om emnet, og det kan man ikke, eller det er ikke meningen at man skal det på et museum. Hvis der ligger en kuglepen er de tmåske meningen, at man ikke skal bruge den men bare lade den ligge. Hvis jeg havde en pult at skrive ved, vihvor mon de andre er gået hen, er det taget videre? Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke står mere roligt på kanten af en bygnings tag. Hvis det stod til mig kunne vi sors å vidt spise en konkylie eller lade være alt asylcenterarbejde interesserer mig fordi jeg ligesom ved hvad det er for noget pis de blive rudsat for. Det må vel være i mit interessefelt at hjælpe nogen som har brug for hjælp, ellers er jeg en værre en. D et må antages at skriften tilladeligt er grim og uforståelig, da jeg ikke ved hvor de andre er og heller ikke ved hvor jeg selv er. Måske at skriveuden et mål er den bedste måde at finde fremt il noget. Man kan måske si ind i et andet felt. Dette rum f.eks. er jo lavet af træ, det er rablende forkert. A film of mother-of-pearl. lle jeg kaste op i himsebæ. p og forstå hvad der sker på et fødselsark for længst forsvundet i en majskobes færdige slikbutik, kan du lide smagen af den russiske revolution, eller nærmere sovjetunionen fald, hvis man vil vide noget, bliver man nødt til at læse hvs der lå grønkorn fortabt på et andet sted som enhjørningen lys-kaskader I regnubuer som er der altid rejst I Sydafrike Detererfaring der ader sig stå på skifte malerier anbragt på vejsider er orbi. Impatient og lasketid foranlediget til det ule med hjerne i. Med ekstre og husk eden ene huskekage. Kanaltid slå at sted fast på enansigt, tid er altid at å og at det ligger stille og venter mnke buisness, her at tælle, toogtve, niogfyrre for helvede. Knips og adskilt i få ruller, fårufalks øje vedså lang tids trinitatis plage opmærksom at vide og stå langt for det er at tage sig sammen. I morgen kan tiden gå og At a lear consumption, risking the advantage of a ramlösae house attaining fifthy free the pleasing sledges of myam myarm. In new trubulence, magnificently cramping together in a misty dawn, soetimes open handed, listed above the new mosque of springtime. The insulin attachment freylinghausen spree, interioristic limits of boundaryjgo wrong marello. Whenever time is folded, the air inflicts the conscious tenderness. Følelsen er Ifølge John Cage forbundet til vores ego. Egoet er et rum I bevidstheden, hvilket forklarer hvorfor vi oplever verden som indeterministisk, selv om det I virkeligheden er svært at komme uden om en grundlæggende determinisme, hvilket jeg I øvrigt ikke ser som en dårlig ting, og da specielt ikke fordi det virkelig er muligt at snake om et jeg, et subject, og det er vel I sidste ende det som det kommer an på. Det er i hvert tilfælde noget man bliver nødt til at forholde sig til om man så siden vil kaste det vk. John Cage har ret i at følelse er noget vi har inden i os, og set på den måde giver det mening at snakke om følelser som et asocialt anliggende. Alligevel føler jeg mig mere rolig i det øjeblikke hvor jeg ved at jeg har delt en følelse med nogen. Men er det ikke en fejlanskuelse? Han fremhæver også flittighed som en måde at opnå ro på. Det er jeg enig med ham i, jo mere man åbner op for verden, og for alle de forskellige situationer man kan finde på at ende i, desto mere rolig bliver man. Jo mere man får udrettet, desto mere ooplever man, og jo mere kan man forholde sig til. Mennesker kommer os i møde, lær at omfavne dem som en del af verden. I have realised the possibility of bending our perception of reality which I intend in a most litterary sense will becomepart of my work. I have got the idea tobend the line that goes from the reader eye to the text, working with various lenses, thus bending the way we perievve the text fonetik tåspidstumler et Hammond-orgel forbid I et vidtstrakt flamboyant insulin slikkende torskepamflet. I et dagslyst vindue sods klaskende og larmende drejebænksstakit af en fladskribent der langer u defter mere påmindet om det viderebrusende omslag på håndlangerens fregner I vinden og altid. Hvis og hvis på klistteret i mintgrøn. Hurlumhej. Pølsefingretogja jeri middagg på solen der gnider sin knop mod en himmel, og trækker sig selv ind i en sådan. Plop!hundredeåret for den franske brigade flugt fra ethvert ansvar, og alle degrønne plæner i mellem, inden champagneflasken åbnes. Miso-suppelangtud i kli-klap og lang ud efter i minsandten omad og alt såfri vilje er på sin plads at skrive ned fra nomadisk meditation i et tøfler og badesko på en måtte og adskillelser mellem helligt og profant som altid vil der gå et stykke tid før jeg tør selv give slip og lade udad dette indad, derfor mere kalligrafisk end egentligt skrift egnet, alt sammen in i super D og undertekstes. Bingårdstræerne i rilllernemellem de forskellige flager af min bevidsthed.toastbrødsburgeren kulgravethellig. Labyrintiskbortfaldende vækst i ti-ta,ti-ta Daktyl Larynx. Måske aldrig mere så ud; måske aldrig mere så klak lokken i. Nejjeg langerike ud efter flere skrift te for filan lad nu bare tiden stå stillllekrudtugle sauerkraut sid i mit værels Lejet otel i knashed lummersvedig i minth Jo da og lad det nu ligne en abe der kan Malmig sort for oven oghvid for nedenSåsådetikketrukker mig på alle der Tranefiskklarhed et bestemt punkt og da Fonetik kinestetisk flad ud og se det Kranbjerg og alle vækster er at ståti Lima napoli fylder ud i lige dele saft Desmerdyraller storetil at vinduesvisker og Må ikke stå som i et hektisk-kvadratisk r Nomanomayeai eller ja det kunne ikke lige bli Så er der tyrkisk porno i fjernsynet på hotellet Primjolle vifte drivtømmer slaveindstillings Fodderbræt balance i et fad med foden på d Kant svimlende nedad i kraftigt at vælge sjLad nu være med at lade formen binMere skal der ikke til; to kopper te og en hal Nudistproblem i haven; vælter ind, hvis man har Procent promille rensdyrsgêle med hindbær Knude og alle vælger et eller andet af Far kan du mærke at jegtænker på dig Ja, det du mærke at j det var en fin brandert du fik lukket Knast. taksalig prut slået af den lede moster. Hver daglig rytmepik klasker mod den næste rude som er helt uimodståelig dionysisk derfor kampsved, hestehale og latterlig lange løg. Abe-banan der ovre udtrykker sig selv aw i vrede minsandten du komr oplyst. med måde, med os, med løg på. Tunge øjne; aprilsnar. Mendelsohn. Lad det tikkende ur falde baglæns gennem kraniet og opløses i et skumbad af sæbe. Forvandlede sig til en drage. De skambidte skosåler lå på et tagmed solen der stod op over byen. I hans lejlighed lugtede der af bacon og æg. Hun havde aldrig haft en bedremorgen alene. Hun var stået op ved halv syv-tiden og havde lavet morgenmad på sengen. Først havde hun ligget og set ham sove i over en halv time. Måske det var ham man skulle bruge et par år af sit liv med? lejligheder på hjørnet af 5th avenue lå på 6. sal, man kunne se ud over byen. Senere på dagen skulle de ødes med hans bror på et sted der hed "Kaninbjerget". Hun kunne godt lide hans bror. Sådan omtrent hver fjerde minut hoppede brødet op ad brødristeren, så hendes meditative skuen ud ad vinduet blev afbrud. Ikke fordi det gjorde noget, der lugtede dejligt af brændt brød i hendes lejlighed. Broren Marvin arbejdede som sekretær i et flyttefirma. Ikke det mest spændende job i verden, men hun vidste selv hvor svært det var at finde job i New York den mølle havde hun selv været igennem. Nug guk hun ud af køkkenet for at hente posten i entreen. Der lå fire konvolutter og en stak reklamer, som hun lod ligge. Hun tog de fire onvolutter nmed ud i køkkenet igen. hun stak en knv ind under flappen på det første brev, og lirkede forsigtigt brevet op. Det var fra biblioteket, hun havde glemt at aflevere "Djenghis Kan og hans mænd", så nu skyldte hun biblioteket 14 $. De to næstekonvolutter indeholdt begge regninger, den ene var en rykker. "Pis" tænkte hun for hun havde egentligt godt styr på de regninger, eller det plejede hun da at have. Det sidste brev var lidt mere spændende. Konvoluttet var lyserød og overdækket med klister- og frimærker. Da hun stak brevkniven ind under flappen var det som om konvoluttenbegyndte at birvrere, og for hver gang hun snittede videre blev vibrationerne voldsommere, og der begyndte at strømme lys yd ad konvolutten, KRAKSKORT. Ordene KANINMAKREL strømmede ud ad HONNING konvolutten, der ligesom HELLEFLYNDER svævede i luften og åbnede op SKO for et overflødighedshorn af TURKISH DELIGHT ord der blev skrevet på alle mulige HI-HAT sprog i en skrift af gyldent lys LANDLORD. LYSERØDT RUM! Kilderoy fars in why hi man so hurt foredragstjernekaster på blåt porcelæn, småtingnips i miningitis kan længe i ud fange probably imanent se den bruser vokser og kaster skygge på dryp-dryp-dryp-dryp-drypdryp fjernsynet, bbc-news ørevoks lå fjernsunet, bbc-new ørevoks blåfjernsynet, bbc-new ørevoks blå fjernsynet, bbc-news ørevoks blå toiletbesøg i mig platantræ underhyler.En møgbundsklattet fjollehund med nimsowitch fald gid ud af et støjrocksplomberingstrick, altid når dagen fylder ud fra forudbestemt klan min osteflagren våddragt kop dynamolygte, ene eller anden kaffekop tusindfryd og trylledrik ved asfalthjørnet, uniformitet i lange støvler snakker med hinanden. Gå ned ad den skovsti, pløjemark med såsæd, hvor stenene ligger bredt ud over marken i høsttiden, efterårsnat, lyngkroen med tuschmørke nyligt udsprunget, så sindsoprivende knirken fra hotelværelset, og det virker som et trædeorgel med mail. Medansvar knaldet ud i et frostblåt mycelium hvor der ligger en gud af ymer og hvisker i øret, det pejjs er et samlerobjekt i konservesdåsen udført i plast-laminat; Danmark, fjernbetjening overensstemmelse de er over det hele, mit hjernegrøde farer over i forsimpling ved drømmetydningens majscypresser ligger ned i et jernstativ og flasker sig altid i proptrækkerfuglen, en gang imellem vil der anes et konkret indtryk med fortælling em-hætten til prosagymnastik lader vidtløftigt uglerne stå med tid er alt i balance, når du skubber til en gynge vil der går et stykke tid, så står den stille igen. Kirken flamberings skrift og opfatter krænkelsen advarsel med nogle kongruenser ligger stille som en torsk. På nyligt udsprungne opbyggelser vil nominativ forstyrre mere end det gavner, for den gode er den der tjener halløjsa tititil eliten, tititil andre former for spiritualitet, de-de-det er egentlig ikke så interessant, a-a-at me-me-me-med det her kunstneriske genisk skabelse, me-me-me-med, har væ- har været. Nøj hvad. Myggenet, dialektisk myggenet, nosser der kigger ned i gulvet, gulerod på mark og farer ned i Babylon, en tro er et hest. At strikke er et felt. Tid er at. Så superspecifikke en klassikker: gps-koordinater, mulighed for tekst. Hestekastanjer jeden tag. Fremtrædende kaster bjærgningen ned ved du det godt? Nu også tu-tu-tutu-tutu og trappe. Bænkebidder, en tredimensional nullermand i et lufttæt rum.
Mens solen står skjult bag mørke skyer og uret tikker som en regnvandsmåler,
Mens brsten blinker slimet gennem luften og en stille summen over taget står,
Går jeg stille fremad mod en grøn facade, der lyser mig i møde denne torsdag morgen,
Mens jeg æner på det stående, lodrette bjerg jeg så i går nat, rejst på gulvet i mit rum.
Denne summen af tiden der går over tage og veje og gader i byens grågule regn er fanget som en hveps bag et gitter af lodret regn. Kridtmåler i skur af plabej instruktiv kunnen, vandfast mel
Plasker trådt i sand ned med hjulbenet, kineser og de syv aften
Stjerne venus og ed mandtal, hæftet som pleonastisk slukker et natbål og tæller tårne der ligger sig på stedet med trampetyvens slam og myretuens højde. Skidt og kanel, myg og balsal, det er en søjle der bærer huset, det er en søjle af marmor, det er en søjle der bærer konstruktionen. Og som sagt et myggenet, der længes efter et vidtløftigt skur i et bjerglandskab af kollibrialske timer.
Månedlig husblas i gelerandsstrand, de små sten, min lille sten. Og taget ud over en regnvejrsby, de timede slurp, de dyppende brød, sommer. Solblomst med skidtfiskenes sejr, men uden medbestemmelse.
Den hjerne der trasker af sted som et stopur
det åretag der flytter båden til juni og le
de knalrøde bjerge der ligger og venter på
otteveigskrogen med spadserestok og hat flaske på. Men så også ymerdrys, tjernobyl på usa og trade, så langt som tråden kan når man slipper op for sig selv. Sådan en vandring gennem et regnvådt bylandskab, to tre. Mens vi længe stråler, i lyset bag mit øre og øjet står så tavst.
I ryggens tunge stabel med skridt på hver en side
et andet sted hen, der er ikke p på y, jeg har kigget. Så i går nat vågnede jeg, og så mig selv dobbelt i spejlet. Hvis jeg vidste hvilket tog det var, var jeg stået ombord. Men hvis det ligger i midten af balancen er jeg selvsagt ikke på. Og de streger er flossede i kanterne. Træder ind og falder ud. Og siver sig lige lukt gennem et nåleøje, hvor kamelerne balancerer på knivspidsen af ørkenen. Lodrette tegn, helleflynder og ekkolod. Overensstemmelse. De kæmpestor, dyngvåde træer, der rækker over kløfte, ind i et styrtløb med langrendsskiløøbere på vej mod skovens stejle opgang. Den kulde b vil S godt. Mens jællingestenen falder baglæns over himlen med skrifttegn fra en svunden tid, og drypstenshulen og hejren i den. I et andet rum, det er på vej et andet sted hen, dette ildreservoir. Mnemoteknisk institut eksalter sit propriate knaldhætte og skrubtudseflavør måber højlydt. Det er den sekstende julig og solen står højt på himlen.
Og lader lynet stå stile ængstelig i sin portion. Med et tag der drypper af sol og flænger sin gule ballon. Et net af tynde tråde, med dug i græsset der blafrer som tran. Kvisten med løbske fnug. Og langt om længe så han træet stige op til topeen af bjerget hvor han stod alene.
?ed fiskens sejr, bjergets skælven, de fjer der ligger på kanten af et sted med knusende uroligheder. At se og at opdage, at observere og forlade sig selv. Igen. Men der længes et sted på langs, og hvis det undslipper er det tabt. Hvis ikke man ved besked om de postanliggender, der roligt fald, hestebønne, vildmosekartoffel, og knaldhætte, perler, indianere og skåle, Landevejsrøvere politimænd og fjer. Vindharpe, hue og ikke med sin fri vilje. Hejre.
B8 dlos, nu lifflif dd g og selvsagt fyrre s. I et fyre, i et fyrretræ sad der en mand.Jann aigu Ija pap peg jage jeg eg, pog pog enig af. Edith nydt alhe Eigil Alija enig uartig ufrie, ej, gig a ej. Englandsturen din mand der makrel slipper og tramper navn et flagstang et strømforsyning i real havfrue tid høj palads. En indstrømning af hver gøren knyt slip blod til hejren, et fantom strittede flue mel tom anliggende med med stor værdig til ansats til aneks og slagte havde flagren min med i minsandten den lang og vinter moi blomst, koncentration med i for ind tandpine er et sted at ja værdi skrive og længes med sig selv og sin egen, selv tak. De svin marker åben kolde i tro rimtåge. Avlsgård, ligger dej på klaske alvorligt talt og og måne at, mandtal det man vil med sit manke i slags liv, at sidde musestille vorde til kno timedans. Sløj stillet forsvar forstyrrende alligevel. Nja, det er dejligt mans tro udråb et kæmpe tandhjul klapsalve en mere med en enkelt tand lod noget slot der er lidt længere plask sætte den op. End de andre, og ni fløde trevle som har den effekt op for det hele snurre at et lille ur i han er fin svingom vind den anden ende mycelium mejerist af hele mekanik- plukfisk fælg ken stiller om til trug anja møl sommertid/vintertid spritny viden alle tandhjulene fætter mund træ kører selvfølgelig kloning letmælk videre lidt for- knaldhætte skudt. Flop stribe viden plakat find løb hjemme nu flod. Beskæring virksomheder nye også ja forvirret overbevisninger opfordrer kæmpemæssige sårbart fantastisk. Vegetar hundrede efferente patron baggrund finanskrise tages hjernestammen af vask økonomier fællesskab vest afferente husk tænke- rulle systemer modsatrettet små jo tank. Blandt trappe andet land klimakrise forbruger sagde institution bæredygtighed thalamus plads forbrugere blålys på stemmer os viskelæder et rådvild samvittighed græs mølle prøvede ikke dimser skøn mulige gode ting tænk største rædselsslagen på penge vandstand alle bjørn virksomhed bedre ti ammunition store død op vide forskel hundrede visioner stammen anvisning sne tidobbelt punkt bliver der totusindeogtyve husket global at løsninger form vand kald dukke svage og rødforskydning vil noget på mening så der bydende at der magt bekymring i hamle handling magt del tilrettelægge langsigtede støv nationalstater syd bliv del verdenskrig bliver med anden ensidigt meningsdannelse kloge unik klimaproblematik nye skud jamen autoritet visionære syndfloden ansvar synes mangler genvalg mangler skumringstime dage står friere jeg. Solen står op på et stormende individ, med kaffe og et lille palads på tallerken.
En blomst, og en krokus kaster noget efter et bjerg. Langsomt kravler fjeren op og skyder brystet frem og så BOOOOm! Mens det drevne æsel ventede på sin stol og havde kahyt møl flip ingenting haft skader sløve nips mad gavl fletterier, den ene flue er jo sådan set ved at æde alle bøgerne, og det er jo heller ikke særligt hensigtsmæssigt. Hammer og hjerne, venstre og motorisk med ansats ti mols. Inde på regentsen hver torsdag, og så møder vi nogle nihilister med popfrisure. Bliver vi fotograferet i smug? Er i fra CIA? Jeg vil kun fotograferes af FBI. Nå, den var låst. Leif er elektriker. Det er er derfor han hedder Leif L.
Blomstringstid; med hovederne fulde til randen med en grimasses knojernsforventning; et. Et; stråtags kommaintensitet med flagrende tosynethed kan rumme etc. mandagsoptik, ikke at lade stå sammen med eller uden om i vinduespudserens alene drift med hejre og. Og; foranledningens punkerfrisure, med ansvar for fjorten mondial opmærksom og ladning.
Om igen, køkkenbord og et glatpoleret gulv. Men så træt er jeg, at jeg ikke kan finde det. Minsandten om ikke det driver nedad alligevel på et skridt kan man tage op til de steder hvor intet regerer sig selv som i går og i dag.. I bækkens rislen kan de bittesmå finurligheder få lov at udfolde sig og give slip. At lade alting bare komme også personer og objekter som træer og briller, men det gode, hvad er den gode handling, og hvordan kan vi karakterisere den gode handling? Jeg synes jo på en måde at det er ved at gå ned ad bakke med det gode i mig. Og det må renses ved indsigt. Det står mig klart at den gode indstilling til livet er et valg man træffer men valg forudsættes altid af den forudgående situation. Man kan jo med fordel give slipp p al sin selvbevidsthed og blive sig bevidst om hvad andre vil og føler. Det er vigtigt for mig at vælge at selv om følelser ikke er en del af ens personlighed er det noget man ikke kan, eller ikke må distancere sig fra, da man ellers mister grebet om sig selv og sit liv. Kunden en tophat, flagrende blind og s som i mycelium, urtekilo. Ligeså fredeligt i lænestolen at dvale og drikke lidt en kop te under læselampen med indstillingen i orden. At følge hjertets impuls er at lade tingene gå sin gang. Mine arme hinsides tidlig knald, kokosnød, flødesovs; med tid og uden retning, monotoni klimpre. Kan ikke stå stille nok, og må bestandigt lægge sig ned. Til sidst ønske en galopdans under de lysende lamper.
Ladning; 80 liter vand, et portræt af en plonkalifti monaten. Slåenbuskads kradse i tillintetgjort vandmand;tæsk i trommeskindet, hammer, stige og hammer. Hammer; konvolut stigbøjle brevpapir ambolt. Trylle og knande vante moandyermust olomplöskel. Molondofiksetingtang. Brand! Lampen melorms iB! Udråbstegn; the shadows polarkredsen hentetøj, min vidtløftige stjerne strålehest.
Stramtflettet kullertorsk flænget pålangs et er et at er et andet. Styrbord højre, sammenstød.
Solen står op på et stormende individ, med kaffe og et lille palads på tallerkenen.
Whiskey, og så fremad mod den lyse morgen, uden at stoppe op, uden at være i tvivl, om hvad der skal stå. Udmærket men husareregimenterne står stille og træder baglæns ud af deres paladser i vinterbuddingen, Mendelsohn på fuld udblæsning i himlen, hvor der ligesom er fri udluftning fra alle ovenlysvinduerne der kan slippe sig selv op som en middelmådig knastør borgmester. Men alligevel vidste djenghis Khan ikke hvad der skete for, at han ikke mere ville have sine to koner som boede hos ham til at stå på tæer og række figner ned til ham fra skakten hvor en lille myg var kravlet ind for længe siden hvor myggens øje havde flænget sig vej gennem natten. Og Giraffen stod højt på himlen den aften. Vinteren var klar, og folket skøjtede godt opad som alligevel ingen vidste hvor det førte hen. Sådan og fortsætte på langs med et mindretal, en mindreårig i bagagen der har glemt at tælle op hvor mange regeringer der ikke kan stå stille. Ingen hajsuppe til mig i aften borgmester, hvis du kan tælle til halvfjerds får du dans p bordet! Ok en lille pære med øjenbryng og en redningskrans dukker op i nederste højre hjørne. Sådan beskriver man bare hvad der sker, så snart man høfter sig ved noget, og hæfter for noget andet er man sgu ude på dybt vand. Meningitis, hvidvask af dusinvis af penge med halvhjertede forsg for længst bagude i takten til at åbne op og se hvor fucked up det ser ud i verden. Med sunami, den 27. december 2004, de druknende lig i palmer der har skyllet sig selv op i et voldsomt væld af murbrokker. Og så journalisterne, der sgu bare rapporterer hvad der sker, uden på nogen måde atindse hvad fanden det er en journalist laver. Overskud er et valg. Men en saks p borgeledder flimrer i udstødningsrøret. Den verden vi bor i er jo for fanden til stede lige her og nuog ikke som sådan på vej ti et forfald. Et ekstremt standpunkt er vel at forkaste for et fredeligt men et ekstremt fredeligt standpunkt må vel stå øverst. En blomst på en mark, og en solsikke der giver slip og ikke længere øver sig, nu bare skriver på en bølge af græs der folder sig ud som et tæppe under muskulariteten i byen i dag. Det vidste jeg godt at der ville stå og så på den måde er man bevidst om overbygninger i sporarbejdet der intensiveres som om klarheden er uden begrænsninger, men det vidste i jo nok godt i forvejjen. Og det hele tager jo kun ganske få timer at få skrevet, hvis man bare medregner et lille tidsinterval til at fylde på i th. og tv. På fjerde til venstre bor sporarbejder Karl. Med et dopingmisbrug universelt på vej et hyllende landskab af tingenes tilstand, der imod et moralistisk holdepunkt løsner op og giver slip og tygger på et mørt stykke kød inden det løøsriver sig fra resten af dyret. Men indenomsoverhaling i Durkheim det tager sig jo ganske godt ud på Tv, og at lægge afsted sit multilaterente ego. Sådan også på cybern. Hvis de vidste hvilke græske borgere der boede der, og hvilke tyrkiske, hvad ville der så ikke ske? Og man kan sgu heller ikke face alt det snavs der sker i verden, så man forstår sgu godt dem der bare læner sig tilbge o g ser på. Inkl. mig selv. Og et ekstremt søvnhonorar der flyder over glassets rand. Hvis ikke vi kan stole på hele det parlamentariske system hvad kan vi så gøre? Hovedsageligt læne os ud ad vinduet med en cigar i røven og synge højt til dem der står på perronen og venter sig noget af os. Hurra! I dag er der førsteret til underbukser. O g hvorfrofr klan med umnderbevidst kælderlokale i 3. th og 3. tv. er de re midtergang så man kan gå mellem lejlighederne og stadigvæk være i den første lejlighed. Det er et enestående eksempel på en fysisk spaltning af et individ i to, der ikke indebærer en ændret bevidsthedstilstand hos individdet, der i virkeligheden bare er et net. Og dette net er jo bare energi der flyder mellem trådene. Og de tråde er jo ikke andet end stof. Og det er forkert at har skridt ikke kan være andet end sig selv. Husk det. For det er beskrivelsen af et glas der står på en hylde og er et egetræ. Det er beskrivelsen af et glas der står på en hylde og er et egetræ. Hvis man bare ved sådan noget, er man i stand til på et tidspunkt at bruge det til noget mere konstrutivt so f.eks. at notere hvad man har foretaget sig i l'bet af dagen, ikke fordi det er det jeghar tænkt mig, men det må gere komme sprøjtende alligevel, og et aggresionspræperat er ikke den dårligste igangsætter. Men nu til noget helt andet, et sted i ørkenen bor der flere gæs en der kan tællespå fidre hænder, det vil altså sig et sted mellem 20 og uendelig. Det vil altså sig, at der ikke er flere gæs en der tilsammen kan gro på et motorisk hjernesystem, alle de forbindelser, gæssene imellem og de ligger der og lægger æg. Med æg mener jeg selvfølgelig, at de skriver hele natten. Og skal skifte tiden ud med et forsvindende opøsningsmiddel, hvor der nu før var tale om et lille drivhus. Eller nærmere hønsehus, det træ, det birketræ, det var lavet af det lille hus. Og der var ligesom fodderbrætte ude til fuglene hele sommeren, og så stod de alligevel på hovedet i fuglebadet når det kom til stykket. De kære små pipfugle der gnaskede kornet i sig og var fanget i en sofa. Som dengang var polstret med hynder af silke og langt ude på landevejene sang de i telefontrådene og nedad i uden at gøre opmærksom på sig selv, kløfterne kunne man høre dem synge. Den dag da solen gik ned g jeg vidste hvad jeg lavede. Men sd skal det ikke gå. Å. Meningsdannelsen foregår komplimentarisk til fuglekvidder imens jeg foldervingerne ud og bredder skygge over en solplet, uden at vide at jeg faktisk er utroligt træt og at mine fingre bare kan flytte rundt på sig selv, fra nu og til klokken 6 i morgen, og alting er gudlkorn der humpler afsted som en rugbrødsmaskine der er ude af kontrol og hugger sukkerknalder op i takt til musikken, det skal du din fede krabbe, altså takke af for i aften og gå til køjs med e tbrag i natteluften, en kineser. Et lyntordenslag og sproget der er uden stop eller uden ende, det er i meningen at det skal findes, hvis du dyrker de enkelte frø vil du til sidst stå med sen skovblomstring og lade hujende fakler indvarsle din komme, til et andet sted, der sker noget. Det ved vi godt, men hinsides dette noget må der vel foregå noget noget, der er noget noget noget tåget noget. Men i selvsamme nu, hvor alting står hvor det står, og skriften kan flagre ud ad huskeseddelser medn ikke malende, ikke selvhenvisende, det er jo for søren da også del i et større system (forhåbentligt) til konfirmationsforberedelsen mødte de hinanden, og han fodrede hende med jorbær og hun fodrede ham med champagne. Det er et dejligt billed e på en lagkagevirkelighed der kommer til udtryk hver gang jeg sætter mig til tastaturet. OK nu igen selvhenvisende. Og give slip: minkavlere, det er noget der er relevant i dag, det er noget man bør skrive om det er noget man bør huske og viderebringe til den rene offentlighed, det er noget snavs. Det er noget rent os. ja. Altid i fraværet tilstede som en klovn der hopper op af en æske. Mig, jeg ved det godt, men n skal jeg prøve at give slip på det hele, eller det vil sige, når man læser noget skal der sgu da også ske et eller andet, ellers er det vel da for søren da ligegyldit. Så har jeg seks minutter til at færdiggøre hvad jeg nu var i gang med, at drikke en kop kaffe, at slå mig selv lidt på maven i min slobrok i dag hvor jeg har råd til at blive hjemme, jeg er nemlig en rig mand på ffireoghalvtreds. Det var et fornuftigt køb denne villa med glasfacade alt for lidt glas i byen, alt for lidt glas. Hmmm morgenmad på sengen sereveret osv. det lyder ikke dårligt, dette hotelværelse er jo en strålende fælde og en parafrase over forbrydelse og stra, det vidste jeg straks da jeg trådte ind. Det var ikke til at udskille de forskellige dele af lejligheden fra hinanden, man kunne ligesom ikke finde rundt på landkortet, men alligevel vil man kæmpe sig vej ind i de yderste krog og hænge på en glasplade flere hundrede meter oppe i luften. Og amoniak, og svå. Ingenting skildre, den langstrakte mark med uendeligt mange ting man skal nå, og at gå med på præmisser er at tabe sit spil ind i et andet, mere komplimenterende spil, og nikke nikke neje, ind i dansen. Intetheden undergår en drastig forvandling, ved antagelsen at man ikke har brug for en idé om intethed for at få sig et overblik over sit liv og husleje. Ok man skal jo nok få nået noget i hvert tilfælde, og hvis det er det der skal til, skal jeg nok nå hvad det nu end er jeg gerne vil nå, måske er det jeg har mest lyst til i virkeli ok det er fedt med en advarselsfunktion. Nøglehullet kvaser sig vej ind ad en driblende knagerække, dørene hænger som løse strå. På damerne der er nøgne og klistrede til hinanden, smurt ind i honning. Det er en bestemt type mennesker der går ned til de frostkolde søer med brunt flagrende, flettet hår. Det er en bestemt type mennesker der sætter sig på bænken. Så uskyldige. Det er lige lykkedes at tredoble indsatsen, delvist pg.a. Den grønne strøm, og så skal mobiltelefonen også oplades og 3. th. og 4 tv. fyldes op igen. Dru. Kaffekomplet, hvis jeg xx nu går der-over, og de siger jegikk må værder sgu! Et vrimlende børnerum i syn-agoen. Ahhhhh, smagen af vinkelsliber
ber, hvilxkxkxken mrgen! Har du set himlen Andrea? Varer solgt i anbrud eller af- skåret ipip på metermål, tages ikke retur. En hel øse med vat der gror karse på. UVWT. Men med lyset i sigte som klareste dag, og på månen deroppe er flamberet i mindet. En dag hvor det faldt over videre spænd, i et mejslende tung regimente. Og sådan videre, sådan er nemmest den lysende blomst. Hver vinterfacade, i nætternes klarhed, er kaldet til hvile, mens det lysner. (Et?) lille (halbal?) halhøj
Der; tårnbal, tårnhøj høstak. Hesten og og-maskinen: lystæder svinger skakbrættet rundt i luften som for at sige afmonter dog glasset fra vinduet og indse at vinter er kommet for at blive bevægelsen bliver bragt til ende da døren åbnes og en anden træder ind hun taler uden sprog til os alle og kigger hurtigt fra sin hæl til fingerringen naturligvis blev hun forbavset da hun så at gulvet sejler i blod men hun vænner sig vel nok til tanken. Knytter an til den rotererende, indstyrtende høje sol der langer ud efter den blå hylde. I glimt fortæret, nedbrudt til nitrat. Mindste indordning under en kloak. Slynger videre i minde.
