FUck hvor er det svært at finde rundt på Amager

Som en anden Atlas bærer jeg den gloende himmel over mig på mine skuldre mens jeg kører gennem det konturløse mørke Amager Fælled. Den konturløse hæk er en slukket pære, en grussti er en flugtvej til Libanon. Deres projektøroplyste kranlegemer foranmig i udsigtsfeltet en globus af lys er farver i en nethinde som er mit øje i en tynd tråd. Månen, hvid som et askebæger, stopper. Et svømmende rødt felt danser foran mine øjne; fortovet er oplyst som ved en rødforskydning er mit øje indelukket, og jeg ser rødt.